Ryk dig – sammen med os

10 gode råd til præsentationsteknik

Brug vores 10 gode råd til at styrke din præsentationsteknik og gennemslagskraft

Hvor mange af de 10 råd om forberedelse og fremførelse har du styr på? Styrk din præsentationsteknik med de gode råd fra Retorikfirmaet. Brug dem, når du skal lave din næste præsentation, så dine budskaber kommer klart og fængende ud til dine modtagere.

1. Find dit hovedbudskab – gentag det i starten, midten og slutningen

Vores første råd om præsentationsteknik handler om dit budskab. Uanset hvad du skal holde oplæg om, skal du gøre dig det klart, hvad dit hovedbudskab er. Dit hovedbudskab er svaret på: hvorfor dine modtagere skal lytte til dig, hvad får de ud af dit oplæg, og hvad skal de gøre med det? Når du selv er helt klar over hovedbudskabet, bliver det langt lettere for dig at forme din præsentation, og for dine modtagere bliver det meget lettere at følge med i præsentationen og din hensigt. Og så gør det ikke noget at gentage dit hovedbudskab i starten, midten og slutningen af præsentationen – så vi er helt sikre på, at folk er med på, hvad du vil med dem.

2. Beskær indholdet – fortæl ikke alt hvad du ved eller om hele rejsen

En af de vigtigste årsager til at folk kan miste koncentrationen under et oplæg er, at afsender tit overinformerer med for mange budskaber, mellemregninger og overfyldte slides. Derfor skal du huske at sortere i dit stof ud fra dit hovedbudskab – tag kun det allervigtigste med. Dine modtagere skal kun have ting at vide, som de skal bruge til at forstå og handle på dit hovedbudskab (og jo, du må selvfølgelig gerne stadig underholde og være spontan), men pas på med at fortælle alt og om HELE din “rejse” fra start til slut. Nogle gange er det meget bedre for fortællingen, at du starter med slutningen, og hvad der så skal ske nu!

3. Udvælg dine tre bedste argumenter – dem som rent faktisk overbeviser dine modtagere

Skal du overbevise din modtager om noget i løbet af en præsentation, så udvælg de tre bedste argumenter. For mange argumenter kan nemlig svække din sag, fordi nogle af dem måske kun er halvgode eller måske mere overbeviser dig selv end dine modtagere. Så udvælg argumenter ud fra, hvordan dine modtagere ser på sagen. Hvis du fx er økonomichef, men taler til HR, så sæt dig ind i deres verden, og hvorfor sagen/forandringen/muligheden er relevant for dem, og argumentér ud fra det, frem for hvad du selv synes er vigtigst. Det kan selvfølgelig være det samme, men er det ofte ikke, så husk at finde de vigtigste rette argumenter til modtagerne og vinkle formidlingen til dem.

4. Skab struktur i din præsentation og sæt rammer for modtagerne

Når du har en god rækkefølge og ramme for dine budskaber, hjælper du dig selv og din modtager til at holde styr på dem under præsentationen. Så sørg for at skabe en god struktur med en tydelig indledning, midte og afslutning. Og lav gerne nogle tydelige overgange/pauser/skift, så folk er helt med på, at nu afslutter du noget, eller noget nyt begynder. Du må gerne i et oplæg guide dine modtagere med hjælpesætninger som fx: “De næste 10 minutter skal vi igennem…”, “Spørgsmål tager jeg gerne til sidst…”, “Nu går jeg videre til næste pointe…”, “Inden pausen om 5 minutter, skal vi se på…”, “Her til slut vil jeg opsummere…” etc.

Jo mindre dine modtagere skal koncentrere sig om at orientere sig selv, jo mere kan de fokusere på dine budskaber. Så husk at guide dem efter behov.

5. Lav en fængende indledning – godt begyndt er halvt fuldendt

Du skal fange folks opmærksomhed helt fra starten med din indledning. Lad fx din allerførste sætning være enten dit fængende hovedbudskab, en relevant anekdote eller et centralt retorisk spørgsmål. Når du har fortalt noget fængende, der også er relevant for modtageren, så kan du bagefter mere formelt præsenterer dig selv og rammerne.

Stiller du et retorisk spørgsmål indledningsvist, har det den fordel, at det automatisk aktiverer publikum og sætter dem i gang med at tænke over svaret. Det vækker desuden deres nysgerrighed – de vil gerne høre dit svar i løbet af præsentationen. Men der er mange gode veje til en god indledning – det er dog sjældent den, hvor du begynder oplægget med dit navn, stilling, uddannelse, erfaring osv. 

6. Fængende, opsummerende afslutning – hvad skal de have med hjem?

Næst efter indledningen er det oftest ved afslutningen, at din modtager er mest opmærksom. Dit hovedbudskab – hvad enten det er fokus på en problemstilling, en god idé, et løsningsforslag eller noget helt andet  – skal være det, modtageren har i hovedet efter dit oplæg. Sørg derfor for at opsummere dine pointer til allersidst, og fremhæv din konklusion. Det skal være helt kort, så det ikke virker som en gentagelse af oplægget, men som en opsummering. Det hjælper modtageren til at huske dine pointer og dit hovedbudskab. Og skal du have folk til at handle, så er det her i afslutningen, du skal skabe en call to action, så dine modtagere ved, hvad de nu skal eller bør gøre.

7. Tal langsomt og hold talepauser, når du holder præsentationer

Rigtigt mange taler for hurtigt under deres oplæg. Når du sætter tempoet ned, holder talepauser og laver tydelige sceneskift, giver du din modtager tid til at fordøje dine guldkorn, inden du går videre. At tale langsomt og holde talepauser giver også dig selv ro til at huske at trække vejret, og det har en række fordele imod nervøsitet at trække vejret, så du ikke bliver forpustet, og din puls ikke stiger så meget osv. Så samlet set får din modtager lettere ved at følge med og tillægger ofte dine ord mere vægt, hvis de er sagt mere roligt og ikke i et højt tempo. Lidt variation er ganske velkomment, men altså ikke hurtigsnakke dig gennem et oplæg for at nå det hele – så hellere sortere ud i indholdet.

8. Slip hænderne løs under din præsentation

Vi gestikulerer alle sammen, og det virker unaturligt, når hænderne er låst på ryggen, foran maven eller i siderne. Den bedste gestik har du typisk, når du slapper af og taler med dine venner eller familie, så øv dig i at finde den ro og afslappethed, når du er på. Pas på med alt for indstuderet gestik – det kan hurtigt virke kunstigt. Omvendt skal du også være opmærksom på, om du uden at tænke over det har rutinebevægelser, der virker distraherende på modtageren som fx at nusse halskæden eller håret. Et godt trick til gestik er: Forestil dig, at du holder en papirclips mellem pege- og tommelfingerspids. Det giver din hånd noget at lave, samtidig med at den er fri til at bevæge sig rundt foran dig.

9. Vær dig selv, når du holder dine præsentationer

Det kan lyde banalt, men det er vigtigt for din troværdighed, at du bare er dig selv på gulvet, når du holder oplæg. Påtager du dig en rolle, kan det hurtigt virke for smart eller på anden måde utroværdigt.

Træk vejret, smil og vær imødekommende. I stedet for at fokusere på, om du gør det godt nok, skal du i stedet have dit hovedformål for øje: At hjælpe publikum til at modtage og forstå dit budskab. Og har du fulgt rådene ovenfor, så er der også en bedre ro og ramme til at være dig selv. Er man meget introvert eller meget ekstrovert, så man selvfølgelig gerne skrue lidt op eller ned, men man behøver altså ikke at larme for at få sine budskaber ud.

10. Øv dig

Det er godt at få øvet din præsentation eller de vigtigste dele igennem inden selve fremlæggelsen. Det giver dig en bedre fornemmelse af, hvordan du bruger tiden, og af hvad der er væsentligst at få sagt. Du får også en bedre fornemmelse for, hvilke formuleringer der ligger godt i munden, og hvilke det bliver for let at kludre i. Eller film dig selv, som vi også har en række gode råd om her!

Og så husk, at du ikke skal øve dig til perfekthed, men til at levere dine budskaber engageret og målrettet til dine modtagere 🙂

 


 

Vi håber, at de 10 gode råd kan være med til at styrke dine præsentationer og din performance – god fornøjelse næste gang.

Artiklen er skrevet af Henrik Høen-Beck

Artiklen er skrevet af Henrik Høen-Beck

Partner, kontaktchefchef og rådgiver

Har du spørgsmål til artiklen eller til din næste præsentation, så kontakt mig endelig.

Skriv til mig på hh@retorikfirmaet.dk eller ring på +45 60 14 14 12.

Få vores gratis e-håndbog om præsentationsteknik i din indbakke - 50 sider fyldt med værktøjer, øvelser og gode råd.

Styrk din kommunikation og gennemslagskraft med vores kurser og 1:1 træning

3 fordele for dig ved vores åbne kurser

- Små hold (max 6 deltagere)
- God tid til øvelser, træning og feedback
- Erfarne og universitetsuddannede undervisere

Og er I en gruppe, en afdeling eller hele virksomheden, så leverer vi gerne et skræddersyet kursus, workshop, foredrag etc. til jer.

Ryk dig – sammen med os

Del denne artikel

Læs mere om mundtlig formidling:

Få din håndbog med første nyhedsbrev

–  50 siders e-bog i præsentationsteknik
–  Tips & tricks
–  Rabatter og tilbud

OBS! Tjek din spam, hvis du ikke modtager en e-mail fra os.