10 gode råd til præsentationsteknik

Brug vores 10 gode råd til at styrke din præsentationsteknik og gennemslagskraft

Hvor mange af de 10 råd om forberedelse og fremførelse har du styr på?

1. Find dit hovedbudskab – gentag det i starten, midten og slutningen

Vores første råd i præsentationsteknik handler om dit budskab. Uanset hvad du skal holde oplæg om, så skal du gøre dig klart, hvad dit hovedbudskab er. Dit hovedbudskab er svaret på, hvorfor dine modtagere skal lytte til dig, hvad får de ud ud af dit oplæg, og hvad skal de gøre med det? Hvis du selv og modtageren er klar over formålet med din præsentation, bliver det langt lettere at formidle for dig, og for dine modtagere bliver det også lettere at følge med hele vejen. Og så gør det ikke noget at gentage hovedbudskabet i starten, midten og slutningen – så vi er helt sikre på, at folk er med på, hvad du vil.

2. Beskær indholdet – fortæl ikke alt hvad du ved eller om hele rejsen

En af de vigtigste årsager til at folk begynder at kede sig under et oplæg, er, at de får en masse information, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Sorter i dit stof ud fra dit hovedbudskab. Prioriter informationerne fra 1 til 5 og tag kun det allervigtigste med. Dine modtagere skal kun have ting at vide, som de skal bruge til at forstå og handle på dit hovedbudskab (og jo, du må selvfølgelig gerne stadig underholde og være spontan). Men pas på med at fortælle alt og om HELE din “rejse”, som du har oplevet den fra start til slut. Nogle gange er det meget bedre for fortællingen, at du starter med slutningen.

3. Udvælg dine bedste argumenter – dem som rent faktisk overbeviser

Skal du overbevise din modtager om noget i løbet af en præsentation, så udvælg de bedste tre argumenter. For mange argumenter kan svække din sag, fordi nogle af dem måske kun er halvgode. Et godt argument er et argument, der overbeviser modtageren. Et godt argument er baseret på korrekt information, det overbeviser modtageren – og vækker modtagerens interesse. Så hvis du vil vække din modtager, kan det være en god ide med et overraskende argument, der vender op og ned på hans/hendes forventninger.

4. Skab struktur i din præsentation

Hvis du har en god rækkefølge på dine informationer, hjælper du både dig selv og din modtager til at holde styr på dem. Start med at præsentere dit hovedbudskab og dig selv. Fortæl at dit oplæg indeholder f.eks. 3 afsnit – baggrund, særlige problemstillinger og anbefalinger e. lign. – og at du runder af med en konklusion og mulighed for spørgsmål, hvis det er tilfældet. Fortæl dine tilhørere undervejs, hvor I er i oplægget, f.eks. ”Nu går jeg videre til afsnit 2.” på den måde hjælper du dem til at orientere sig i dit oplæg. Jo mindre de skal koncentrere sig om at orientere sig, jo mere kan de fokusere på dit budskab.

5. Fængende indledning – godt begyndt er halvt fuldendt

Vent med at starte til alles øjne er rettet mod dig. Du skal fange folks opmærksomhed helt fra starten. Lad din allerførste sætning være enten dit hovedbudskab eller dit centrale spørgsmål. Derefter kan du præsentere dig selv og holde oplægget. På den måde serverer du din hovedpointe, når din modtager er fuldstændig fokuseret på dig.

Stiller du et retorisk spørgsmål indledningsvist, har det den fordel, at det automatisk aktiverer publikum og sætter dem i gang med at tænke over svaret. Det vækker desuden deres nysgerrighed – de vil gerne høre dit svar i løbet af præsentationen.

6. Fængende, opsummerende afslutning – hvad skal de have med hjem?

Næst efter indledningen, så er det i slutningen, at din modtager er mest opmærksom. Dit hovedbudskab – hvad enten det er fokus på en problemstilling, et løsningsforslag eller noget helt tredje – skal være det, modtageren har i hovedet efter dit oplæg. Sørg for at opsummere til allersidst, hvor du kort og kontant får understreget, hvad din konklusion er, og hvilke argumenter du havde for det. Det skal være helt kort, så det ikke virker som en gentagelse af oplægget, men som en opsummering. Det hjælper modtageren til at huske dine pointer og dit hovedbudskab.

7. Tal langsomt, når du holder præsentationer

Langt de fleste mennesker taler for hurtigt under oplæg. Det er faktisk svært at tale for langsomt. Sætter du tempoet ned og holder kunstpauser, giver du din modtager tid til at fordøje dine argumenter og danne sig et overblik. Det giver en bedre modtagelse af dit hovedbudskab. Det giver også dig ro til at trække vejret, og det har en række fordele: Det modvirker nervøsitet, hurtig vejrtrækning og tørhed i munden. Du giver dig tid til at finde de rette formuleringer og snubler ikke over ordene. Endelig får din modtager lettere ved at følge med og tillægger ofte dine ord mere vægt, hvis de er sagt roligt og ikke i et højt tempo.

8. Slip hænderne løs under din præsentation

Vi gestikulerer alle sammen, og det virker unaturligt, når hænderne er låst på ryggen, foran maven eller i siderne. Den bedste gestik har du typisk, når du slapper af og taler med dine venner eller familie, så øv dig i at finde den ro og afslappethed, når du er på. Pas på med alt for indstuderet gestik – det kan hurtigt virke kunstigt. Omvendt skal du også være opmærksom på, om du uden at tænke over det har bevægelser, der virker direkte distraherende på modtageren. Et godt trick: Forestil dig, at du holder en papirclips mellem pege- og tommelfingerspids. Det giver din hånd noget at lave, samtidig med at den er fri til at bevæge sig.

9. Vær dig selv, når du holder dine præsentationer

Det kan lyde banalt, men det er vigtigt for din troværdighed, at du bare er dig selv på gulvet, når du holder oplæg. Påtager du dig en rolle, kan det hurtigt virke for smart eller på anden måde utroværdigt.

Træk vejret, smil og vær imødekommende. I stedet for at fokusere på, om du gør det godt nok, skal du i stedet have dit hovedformål for øje: At hjælpe publikum til at modtage og forstå dit budskab.

10. Øvelse, øvelse, øvelse

Det er af afgørende betydning, at du øver dit oplæg igennem. Det giver dig en bedre fornemmelse af, hvordan du administrerer tiden, og af hvad der er væsentligst. Du får også en bedre fornemmelse for, hvilke formuleringer der ligger godt i munden, og hvilke det bliver for let at kludre i. Du kan også øve foran spejlet og træne gestik, smil og kropssprog, så du virker naturlig og dynamisk, uden at virke overgearet.

 

———-
Vi håber, at de 10 gode råd kan være med til at styrke dine præsentationer og din performance – god fornøjelse næste gang.

Ryk dig sammen med os - book plads på kurset i præsentationsteknik eller book 1:1 træning

Styrk dine budskaber og din gennemslagskraft på vores kursus i præsentationsteknik med maks. 6 deltagere eller få 1:1 kommunikationstræning med din helt egen retoriker.

Artiklen er skrevet af Henrik Høen-Beck

Artiklen er skrevet af Henrik Høen-Beck

Partner, kontaktchefchef og rådgiver

Har du spørgsmål til artiklen eller til din næste præsentation, så kontakt mig endelig.

Skriv til mig på hh@retorikfirmaet.dk eller ring på +45 60 14 14 12.

Del denne artikel

Læs mere om mundtlig formidling:

Få vores nyhedsbrev

–  Få vores 50 siders e-bog i præsentationsteknik
–  Få tips & tricks
–  Få rabatter og tilbud

OBS! Tjek din spam, hvis du ikke modtager en e-mail fra os.