Styrk din troværdighed til dit næste møde eller oplæg

Holder du oplæg og møder, så styrk din troværdighed med tre vigtige troværdighedstips.

Vær på allerede inden starten

Din modtager forholder sig til din troværdighed, så snart han eller hun ser dig – faktisk før du overhovedet har åbnet munden, så sørg for at være på allerede inden, du starter dit oplæg eller mødet. Og så hav styr på din indledning/åbning/velkomst, så du kommer godt i gang med din formidling.

Og skulle du komme til at begå en lille fejl eller udstyret driller, skal du ikke lade dig slå ud. Folk bedømmer dig ikke så meget på de små fejl eller uheld, men i langt højere grad på, hvordan du håndterer situationen. Hvis du lader dig slå ud, rammer fejlen dobbelt så hårdt, men hvis du kan tage det med et smil, sige en morsom bemærkning og fortsætte, så forbedrer det ofte din troværdighed mere, end selve fejlen eller uheldet trækker ned. Dine modtagere forventer sjældent det helt perfekte, så husk, at det er helt ok at være menneskelig.

Kommuniker imødekommende og forståeligt

Imødekommenhed skaber troværdighed, så husk at vise dine modtagere velvilje til dine præsentationer og møder. Imødekommenhed handler ikke kun om at smile og opføre sig pænt. Imødekommenhed handler også om, hvorvidt man formidler stoffet klart og tilgængeligt. Du skal huske at gøre det let for modtageren at forstå og absorbere dine budskaber og pointer.

Byg din kommunikation op, så den først og fremmest fremlægger det, der er relevant for modtageren (og ikke for dig selv). Og så overhold tiden, så tidsplanen ikke ryger. Og så se ud på din modtager. Tal, så de kan høre dig. Tal langsomt, så de kan forstå dig. De fleste af os taler alt for hurtigt under oplæg. Modtagerne har lettere ved at forstå dine pointer, hvis du taler i et afmålt tempo og holder talepauser – fx efter pointer eller ved overgange, så modtagerne lige kan synke dine guldkorn.

Skab energi i dig selv og dine modtagere

Når du skal holde en præsentation eller et oplæg, så er det vigtigt, at du er på og brænder igennem, så din modtager kan mærke dit engagement. Din modtager afkoder og kopierer nemlig dit engagement helt ubevidst, så har du god energi, får dine modtagere det også. Det betyder ikke, at du skal løbe rundt på scenen og råbe dine budskaber ud, men finde den energi, der passer bedst til din personlighed, stoffet og målgruppen.

Du kan booste din energi ved at lave power poses, inden du skal på, så du får øget produktionen af kroppens præstationsfremmende stoffer  – en slags naturlig doping. Undersøgelser har vist, at du ved at gøre dig så stor som muligt i 1-2 minutter (armene strakt opad og udad, let spredte ben) kan forberede dig på en kommende stresssituation som fx inden et vigtigt møde eller en stor præsentation.

Så husk inden dit næste møde eller præsentation:
– At være på allerede inden starten og have styr på din indledning
– At kommunikere imødekommende, klart og forståeligt
– At skabe god energi hos alle med dit eget engagement


Styrk din troværdighed med et gratis arrangement eller et retorikkursus

Vil du have flere tips og og input til at styrke din troværdighed og dine budskabers gennemslagskraft, så kom med til vores gratis arrangementer eller book et kursus til dig selv eller virksomheden.

Se mere om vores gratis kommunikationsarrangementer her.

Se mere om vores kursus i argumentation og samtale her.

Seneste tips og tricks

Styrk din kommunikation med kurser og træning

Sæt fokus på din egen og virksomhedens kommunikation – få træning og kurser leveret til i hele landet, eller tag med på vores åbne kurser i København.

Start typing and press Enter to search